onsdag den 21. september 2016

2. dag, Abiskojaure til Allesjaure

Første nat har været lidt tung. Mathias har sovet fint, men vi har delt hytten med fire andre og en af dem snorkede højlydt. Det er naturligvis, hvad man må tage med når man sover i hytter, men alligevel ret irriterende.

I dag skal vi gå turens længste etappe på 22 km fra Abiskojaure til Allesjaure.
Turen starter men en stigning på godt 300 højdemeter før den er relativt flad resten af strækningen.
Vi går på Kungsleden, den mest trafikerede vandrigsrute i Sverige, så stien er ret stenet efter at mange har gået her.

På vej op af fjeldet. Mathias sover.

Udsigt mod Abiskojaure. Ved enden af søen liggern hytterne vi har sovet i.

Stigningen bliver ved og ved.

Vel oppe går vi langs store søer på en motorvej af en sti. Kungsleden på godt og ondt.

Udsigt mod Rautasjaure og Mårmamassivet til højre.

Sine og Mathias plukker blåbær under eftermiddagspausen.

Mathias sover de første 10 km. Herefter gør vi holdt for frokost.

Om sommeren når samerne bor i deres sommerbyer i fjeldet er det muligt at blive sejlet over Alisjavre de sidste 5 km frem til hytterne, men da vi går her er samerne flyttet ned til deres vinterhuse, så vi må gå hele vejen.

Vi spiser frokost med udsigt over søen Alisjavre.
Senere tager vi en pause for eftermiddagskaffe og plukker blåbær. Det er et hit for Mathias.

Efteråret er så smukt med nysne på toppene.

Da dagen er lang går vi rimelig godt til, men alligevel tager turen godt 7 timer inkl. pauser.
Vi var lidt bekymrede for om Mathias havde tålmodighed til lange dage, men vi snakker om hvad vi ser og synger sange. Desværre vil han gerne høre den samme sang igen og igen. Men der er ingen sure miner.

Det var med trætte fødder vi kom frem til Allesjaurehytterne og med glæde fik vores eget værelse.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar