Kanotur på Gautelis (2)

Endelig på dag fem lægger vinden sig så meget at vi tør ro ud på den store sø. Vores barre for hvor vi føler os komfortable er noget lavere med børn i kanoen. Vandet er nogle få grader varmt, så en kæntring kan hurtigt blive farlig.

Asta og Kanin gør klar til at pakke kanoen.

Vi går i land og spiser frokost på en lille ø.

Udendørskøkken.

Blikstille vand på Gautelis.

Aftenlys over lejren.

Midnatssolens dage er ovre, men nætterne er stadig lyse.

Den sidste aftensol på fjeldtoppene i øst.

Sälka.

Morgenmad og sommervejr.

En flok rener gæster os på fjeldsiden bag teltet.

Jeg fascineres af spejlblanke søer hvor man bliver i tvivl om hvad der er op og ned.

Vi ror en dagstur. En kanal mellem to øer er stadig ikke åbnet, men det er lettere at trække kanoen over end at ro flere ekstra kilometer udenom.

Vi ser mange rener og pludselig kommer der en helikopter som dytter. Det er tid for den årlige kalvemærkning og samerne er ved at drive deres rener sammen.

Vi sætter os i god afstand på en fjeldside og beundrer de mange dyr. Vi møder to unge mænd på motocrosser som kører rundt og hjælper helikopteren med at drive dyrene. De fortæller at flokken er på over 1000 rener.

 

Kanotur ved Gautelis

Grundet udbygningen af vandkraftanlæg i fjeldene i Norge findes der mange steder anlægsveje langt ind i fjeldet. Dette er naturligvis et tveægget sværd, men på fordelssiden er at nogle områder bliver lettere tilgængelige for os med små børn.

Vi pakker bilen med kano og udstyr til 14 dages tur og kører ind i fjeldene i Skjomen og op til en stor sø, Gautelisvannet.

De første dage er vejret meget blæsende, så vi lader kanoen ligge på land og går et stykke fra bilen ind i fjeldet og slår lejr. Her bliver vi de første fire dage og går dagsture.

Vi lader børnene have den afgørende stemme i hvilke turmål vi skal vælge og foreslår ture med et klart mål, fx en sø, en fjeldtop eller et vandfald.

Vi er i 850 moh. og her ligger sneen stadig i store mængder selv om vi er sidst i juli.

 

En glad fjeldpige.

Vi har brugt bakken som rutchebane.

En lille gletcher under fjeldtoppen. Ved kig i et kort fra 2012 er gletcheren dengang større.

Tøser på tur.

Gautelisvannet i ve. side af billeder.

Mathias med Gautelisvannet i baggrunden.

Familie på tur i blæsevejr.

Ungerne har det sjovt med at gå baglæns ned ad en skråning.

På tur mod den lille fjeldtop i ve side af billedet.

Vi vender ved plateauet kort før toppen.

Astas kanin får mange oplevelser.

Friluftsliv knytter ungerne tættere.

Fra karantæne til isolering

Da vi var på kanotur i Sverige var den del af landet "rødt", så det var med i vores overvejelser før vi tog afsted at vi skulle i 10 dages karantæne når vi kom hjem. For os som holder orlov, isolerer os på hytten og ikke ser andre mennesker er det ikke noget problem. Da vi kommer hjem kommer der en uges tid med kulde og regn, så vi arbejder videre på hytten. Før vi tog på tur havde vi fået den lukket med tag og ydervægge, men vi manglede alt arbejde indvendigt. Daniel sætter isolering og dampspærre op.

Vi hjælpes af med inderbeklædningen.

Ungerne finder alt af rester fra byggeprocessen og bygger egne projekter. Her en lejlighed.

Tadaa! Så er inderbeklædningen næsten færdig.

 

Kanotur på Nordkallotten (3)

 Vi er ikke de første der padler kano ind gennem Vadvetjåkka nationalpark, men det er ikke mange der gør det hver sommer, hvis der overhovedet er nogen der gør det hver sommer.

Fra Vuolip Nuorajavri, søen hvor vi har slået lejr, løber der en jokk med en del kraftig strøm og mange sten. Vi beslutter derfor at bære kanoen ind i nationalparken for at ro langs elven. Der er også en del strøm i elven inde i parken, men ingen stryg. 

Vi bruger en hel dag på at udforske vådområderne i nationalparken, alle elvens sidegrene med blindgyder, alle områder med stillestående vand. Desværre ser vi ikke nogen elge. Det skyldes muligvis at det ikke er så let at være lydløse med to mindre børn ombord.

På roligt vand midt i Vadvetjåkka nationalpark.

Vis niger os omkring på udkig efter elge.

Før elven render ud af nationalparken forvandles den til et langt vanskeligt stryg. Ikke aktuelt at padle. Vi går i land i god tid og fascineres af vandets kræfter fra en bro.

Sidste dag før vi forlader lejren går vi en tur på Kopparåsen. Her brød man kobber for ca. 200 år siden. Mange steder ligger stadig store stabler med sten med kobbermalm, klar til at transporteres ud.

En gammel mineskakt er hegnet ind.

Midt på dagen kommer regnet og myggene bliver utroligt sultne.

Mathias med levn fra minetiden.

Asta er næsten altid glad på tur. Regn er bare sjovt.

Narvikfjellet i det fjerne, set fra Kopparåsen.

Bedste venner.

På dag ni på vores tur bryder vi lejr og påbegynder sejladsen tilbage mod bilen. Vi har udset os en mindre sø lidt over den større sø vi ror på, hvor vi satser på gode fiskeforhold. Vi kommer ret hurtigt hen hvor vi skal slå lejr, så vi går en eftermiddagstur omkring søen.

Pludselig letter en lille fugl og det viser sig vi var tæt ved at træde på den på dens rede. Børnene synes det er en stor oplevelse at finde en rede med fire små æg.

Vi bliver et par dage ved vores nye lejr og går ture og fisker. Asta er faldet i søvn og bliver lagt ned medens vi fisker.

På dag. 11 pakker vi lejren ned og sejler videre.

Klar til afgang.

En sten større end en lastbil.

Sälka tager sig en lur.

Aftensfisketur sidste aften på turen.

Vores sidste lejrplads.

Sommertid = myggetid.

Morgenhygge i teltet.

Børnene hjælper med alle praktiske opgaver. Her tager de opvasken efter morgenmaden.

Turens sidste strækning på Vassijaure før vi er tilbage ved bilen på Katterjåkk.