onsdag den 27. maj 2020

Glædeligt gensyn med hytten og tur til 100-års bua

D. 25. februar flytter vi ud på hytten. Det er dejligt at være her og børnene har glædet sig meget.
Hytten ligger godt pakket ind i sne så vi må frem med skovlene.

Mathias synes vi bor i kælderen. Sneen nåede tagrenden og der er stadig et godt stykke ned til døren.

Sneen når til midt på vinduerne. Ballonen er fra Astas fødselsdag i juli! vi kan varmt anbefale balloner fra Søstrene Grene. De holder åbenbart rigtig godt.

Terrassen.

Årets første tur går over søen til 100-års bua. Sälka i sin sele. Hun skal lære at trække Mathias.

Frokost i den lave middagssol.

Asta :-) Ut på tur, aldrig sur.

Mathias og Sälka i god fart over søen.

Asta på langrendsski i lidt lavere tempo.

Sne og vind giver mange kunstværker.

En snemand

En kortvarig periode med tø i februar gav mulighed for at bygge vinterens første snemand.

Stolte unger med snemand frost.

Asta og Mathias på min (Sine) og min brors sparkstøttinger som vi havde som børn. Vores søde mor har gemt dem i alle disse år. De er meget sjældent kommet i brug i DK, men her kan børnene lege med dem.

Hurra for sne og vinter

Den første uge har vi kun det tøj vi havde med i kufferterne, og et sparsomt møbleret hus.
Vi kører på hytten og henter vores slalomski og hygger os i skibakken. Der er masser af sne og ca. -10 grader. Mathias tager fra hvor han slap sidste år og suser ned ad pisterne.
Asta har sin debut på alpinski og hun er vild med det. Vi tænkte at hvis hun holdt en time hver gang var det en succes. Efter tre timer (med kakaopause) var klokken tid til aftensmad og vi måtte bære en hylende og sparkende pige ned til bilen. Hun ville stå mere på ski. Det skal nok blive godt :-)

Desværre nåede vi ikke så meget alpinski som håbet. Slalombakken var stort set lukket fra d 5. marts og 9 dage frem grundet alpint junior VM og midt under dette lukkede Norge ligesom Danmark ned og skibakken ligeså. Super ærgeligt. Jeg er sikker på Asta havde været selvkørende inden sæsonen var slut.

Heldigvis er da mange andre ting man kan bruge vinteren til. Fortsættelse følger...

Asta og Daniel klar til pisterne.

Astas første tur.

Mathias og Asta i gondolen.

Asta i fin stil.

Et eventyr!

For dem der læser med på vores blog, har I nok opdaget at Norge har en særlig plads for os.
Den fantastiske natur med mulighed for et rigt og varieret friluftsliv både sommer og vinter og at vi har familie i nord.
Gennem flere år har vi talt om at flytte til Norge i en periode.
I en del år har det ligget laaaangt ude i fremtiden. Bl.a. at Asta skal være stor nok til at kunne være med på ski, Sine skulle være et stykke på vej i sin uddannelse til praktiserende læge. osv samtidig som Mathias ikke skulle være begyndt i skole endnu.
Men nu er tiden kommet til at det bliver alvor.
Det sidste års tid har vi arbejdet målrettet hen mod vores store eventyr.
Sine har fået orlov i to år fra sin uddannelsesstilling. Daniel har sagt sit arbejde op. Børnene er skrevet ud af børnehaven.
Vi har brugt timevis på at planlægge flytning, finde ny bolig i Norge, forsikringer, pension, bil, hund, finde nyt arbejde i Norge osv. osv.

Vores plan er at bo i Narvik i Nordnorge i to år. Mathias skal starte i skole til august så derfor har vi valgt at holde fri sammen de første seks måneder. Tiden skal vi bruge sammen som familie og vi skal dyrke friluftslivet både vinter, vår og sommer.
Fredag d. 14. februar henter flyttebilen hele vores bohave.
Lørdag d. 15. februar kører Daniel med Sälka med kurs mod Narvik i Nordnorge.
Mandag d. 17. februar flyver Sine og børnene.

Vi har lejet et hus, men drømmen er at bo mest muligt på vores hytte ude i fjeldet. Dog ligger den på højfjeldet og vejen derop kan lukkes om vinteren pga. sne så vi er nødt til at have en alternativ bolig.

Oprindelig var det vores mening at blogge løbende, men kort tid efter vi ankom til Norge ramte coronakrisen som bekendt og vi har derfor ikke kunnet melde flytning mm da alle offentlige kontorer har været lukket som i DK.

Men nu, efter 12 uger, er vi endelig flyttet også i de digitale systemer og står i det norske folkeregister.
Derfor kommer der nu en række blogindlæg for de første tre måneder.

Vores bohave pakket på paller, klar til afgang.

Flyttebilen klar til at blive læsset.

Sälka og Daniel er klar til afgang.