fredag den 26. juni 2015

Telttur i Hvidbjerg Klitplantage

Vi har været på telttur igen. Denne gang overnattede vi i Hvidbjerg Klitplantage tæt ved Svankær.
Tæt ved en parkeringsplads og få hundrede meter fra Plantørboligen finder man en god shelterplads med et shelter, das og vand. Der er god plads til at slå telt op og sågar en fold til heste hvis man kommer ridende.
Mathias synes det er sjovt at være i teltet omend pladsen er lidt trang for to voksne og en meget aktiv lille dreng.
Selv om det kun er anden gang, føler vi os allerede mere trygge ved at have ham med på telttur. Vi er ikke så bekymrede for om han vil kunne holde varmen og om han får nok at spise, da det jo gik fint første gang.
Desværre regnede det hele aftenen så vi kunne ikke lege ude på græsplænen.
Dagen efter gik vi en dejlig tur i plantagen. Vi så en ørn. Det var en stor oplevelse at se en så stor fugl på tæt hold. Desværre var den langt væk inden vi fik kameraet frem.

Tænderne skal også børstes på telttur.

Skovtrolden.

Pause og snacks.

Mathias har ikke tid til fotografering.

Drengene hygger.

Thy når det er bedst.

onsdag den 3. juni 2015

Madpakke i det fri, En dagstur i Thy

En dejlig weekenddag med madpakke i det fri er bare sagen. Maden smager bare bedre når man er udenfor.
Vi gik en hyggelig tur i Tved plantage og frokostpausen med en smilende og glad dreng ved siden, er bare sagen.
Mathias er ved at være god til at sidde i rygsækken.


Mathias første telttur

Vi har længe glædet os til at vi skulle sove i telt med Mathias for første gang.
Vejrudsigten melder om godt vejr i weekenden, dog med nogen vind (vi er jo i Thy).
Fredag efter arbejde pakkede vi bilen med vores rygsække og kørte ud til Tvorup Plantage.
Her er der en fin shelterplads med parkering, to sheltere, das, bålplads og vand. Der er sågar en hestefold hvis man kommer ridende.

Vi slog teltet op og gik en kort tur inden aftensmaden.
Da vi kom tilbage til teltet kogte vi vand til aftensmaden der bestod af en frysetørret pastaret.
Aftenen gik inde i teltet med at læse bøger og hygge.

Natten forløb uden større problemer, men man bliver vækket en del gange når man deler telt med en baby der okser rundt i søvne.

Vi havde regnet med at Mathias ville vågne tidligt, da det bliver lyst i et telt når solen står op og fuglene begynder at synge, men han sov helt til halv syv.

Vi spiste havregrød til morgenmad og pakkede lejren sammen.

Et af formålene med denne tur er også at komme i form til vores vandreture i Norge i august og at vænne Mathias til at sidde i bærerygsækken i længere tid ad gangen og at sove i den.
Det var slet ikke noget problem. Han sov som en sten.
Vi har købt en nakkestøtte der hører til vores cykelstol af mærket Hamax.
Den kan monteres på skulderremmene på bærerygsækken.
Med den omkring nakken støttes hovedet når han sover, så han ikke vågner med hold i nakken.
Mathias fylder 1 år.

Bemærk Mathias nakkepude.

Skønne Thy.

Mathias første telttur, udstyr og mad

Vejret er blevet lunere omend sommertemperaturerne lader vente på sig.
Vi har besluttet at tage Mathias med på telttur med en enkelt overnatning d. 22.-23. maj.
Det er dagen før han fylder 1 år.
Vi har gjort os mange overvejelser om hvorvidt det er for tidligt, men er nået frem til, at en tur med en enkelt overnatning i Nationalpark Thy, hvor vi telter tæt på bilen så vi kan afbryde turen hvis det ikke fungerer, er en god måde at starte på.

Vi planlægger to ture i Nordnorge i august af hver 4-6 dages varighed, så vi vil tage så mange weekendeture hjemme i DK som muligt for at teste udstyr, se hvad der fungerer og at komme i form.

Lidt om udstyret vi bruger:
- Telt: Vi bruger et Hilleberg Nallo GT2 med. Hilleberg laver nogle af de bedste telte. De er lette og gennemtænkte til mindste detalje. Vi har sovet mange nætter i dette telt.
- Luftmadrasser: Vi sover på oppustelige madrasser fra Exped. De er lidt tungere end de fleste letvægtsmadrasser på markedet, men komforten er de ekstra gram værd.
Da der kun kan være to madrasser i teltet og Mathias skal sove i smørhullet, medbringer vi et gammeldags liggeunderlag i skumgummi til at lægge i midten så han ikke glider ned mellem madrasserne og sover direkte på teltgulvet. De oppustelige liggeunderlag fylder hele teltet ud, så det er blot en ekstra sikkerhed.
- Soveposer: Vi tager 3-sæsoners soveposer fra Helsport med.

- Køkken: Jetboil MiniMo, bruger gas.
- Mad: Til aftensmad spiser vi en frysetørret ret fra Real Turmad. Til morgenmad får vi havregrød og til frokost rugbrød med pålæg.

Af tøj til Mathias har vi medbragt følgende:
- 3 stk. uldbodyer
- 3 stk. uldbukser
- Uldtrøje
- Flyverdragt
- Støvler
- Hue
- Vanter
- Regntøj
Daniel laver mad = venter på at vandet koger.

Sine og Mathias venter på aftensmaden.