mandag den 21. september 2020

Kanotur på Nordkallotten

Vi er midt i juli. Endelig er vi klar til at tage på en længere tur med kanoen. Da vi i år holder fri i 6 mdr, er vi frie til at tage på tur efter vejret og kan være afsted (næsten) så længe som vi vil. Det en fantastisk frihed vi allerede har svært ved at skulle give afkald på igen.

Vi har brugt mange timer på at kigge i kort og overveje hvor vi skal lægge ud på tur. 

Der er ikke så mange steder i Nordnorge hvoe vi kan tage på tur i flere uger med kano uden at turen bliver lige rigelig fysisk anstrengende eller padleteknisk for svær med to mindre børn.

Vi er landet på at tage over grænsen til Sverige og ro på en række søer som ligger efter hinanden i området mellem Riksgränsen og Torneträsk ved Abisko.

Vores plan er at ro mod Vassijaure Nationalpark. Det er en af Sveriges mindste og mindst besøgte nationalparker. Den består primært af et stort fjeld og vådområder med en lang elv gennem. Der er ingen markerede stier eller broer. Inde i parken findes Sveriges længste grottesystem.

Vi har pakket mad og grej til at være afsted i 14 dage, og så lader vi vejr og humør styre turen. Vi har ikke detaljeplanlagt dagsetapper, men tager hver dag som den kommer.

Vi sætter kanoen i på søen Vassijaure tæt ved Riksgränsen (Katterjokk). Vejret er køligt og der kommer enkelte regnbyger i starten. Kanoen er pakket til grænsen når vi er fire personer og en hund. I begyndelsen er der en smule vind, men kun små bølger. 

Sommeren er næsten 4 uger forsinket pga. de enorme mængder sne der er kommet i vinter, så der flyder stadig isflager rundt på søerne. Vi er nøje med at ro langs kanten af søerne i tilfælde af at vi skulle vælte.

Vi er spændte på hvordan det skal gå med overbæringer mellem søerne. 

Mathias og Sälka. Vi er lige gået i land i den østlige ende af Vassijaure og tager fat på første overbæring.

To søer er forbundet af en strid jokk. Vi går i land og bærer udstyr og kano over til næste sø.

Dag 2. Vi er klar til afgang på en mindre navnløs sø.

Ungerne har fundet en "gyngetræ" hvor de leger medens vi voksne bærer udstyr ned til søen Ingajavri.

Dag 3. Vi tager et par dages pause fra roningen efter et par krævende dage med flere overbæringer. Vi går en dagstur i et område med mange mindre søer og Daniel fanger en fin røye.

Den stolte fisker.

Tågen ligger tungt over fjeldene. Endnu en sø med fiskemuligheder.

Dag 4. Udsigt fra vores teltplads over den vestlige ende af søen Voulip Njuorajavri. Det gode vejr er kommet til Nordsverige.

Stille vejr på Vuolip Njuorajavri. 

Spejlblankt vand da vi når enden af søen tæt ved nationalparkens grænse.

Hele familien på stranden tæt ved Vadvetjåkka nationalpark.

Vi slår lejr på en lille tange lidt væk fra grænsen til nationalparken. Drengene bruger eftermiddagen på at fiske fra kanoen.

Aftenlys over Vuolip Njuorajavri ved vores teltplads.


Aftensstemning i lejren. Vi sover i vores Hilleberg Keron 4 GT som vi er meget glade for. Et vejrtåligt telt med rigtig god plads til en hel familie og hund.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar