mandag den 20. april 2015

Tur til Funn Hytta i Narvik

Tæt ved Narvik har Narvik og Omegns Turistforening (NOT) en hytte, der egner sig som mål for en dagstur. Der er ikke mulighed for overnatning, men hytten har borde, bænke og en brændeovn.
Turen ud til hytten er ca. 4 km og går mest gennem birkeskov.
Det er en flot tur med udsigt over Ofotfjorden og fjeldene omkring Narvik.

Vi gik derud i strålende solskin med Mathias i pulken.
Vi havde medbragt madpakker og varm kakao, der blev nydt udenfor hytten i solen.

På vores skiferie i uge 6 har vi lært en del ting om at have børn med i pulk. På denne tid af året er det knap så koldt, lige omkring frysepunktet, på trods af at vi er nord for Polarcirkelen.
Det betyder at man skal modstå trangen til at give børn rigeligt med tøj på i pulken, da de let får det meget varmt.
Vi sørgede for god isolering af pulkens bund ved at lægge en tyk sovepose i bunden. Mathias kom i to lag uldtøj og i flyverdragt og blev lagt i sin Voksipose i pulken. Naturligvis med hue, vanter og tykke sokker. Det var rigelig varmt. Han havde let fugtigt hår i nakken da vi tog ham op efter godt en times skitur ind til hytten.

Det er svært at ramme helt rigtig mængde tøj. Man må kende sit eget barn og vide om det let fryser eller  ofte har det varmt. Dernæst må man prøve sig frem og fx have ekstra tøj med man kan give på når man tager dem op af pulken.
Daniel med Narvik i baggrunden.

Sine og Mathias ved Funn Hytta med Rombakstøtta i baggrunden.

Mathias nyder at være på tur.

Daniel og Mathias, frokostpause.

Rombakstøtta.

Smuk natur omkring Narvik.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar